Category Archives: Nyheder

vangeleddet

Nyt botilbud for 24 voksne med udviklingsforstyrrelser

Pressemeddelelse:

Greve Kommune og entreprenør Strømberg & Sahl skrev den 21. december 2016 under på, at de står for byggeriet af et helt nyt botilbud for voksne med udviklingsforstyrrelser.

Vangeleddet. Sådan hedder et nyt botilbud for voksne med udviklingsforstyrrelser, som Greve Kommune bygger i de kommende to år. Bebyggelsen forventes klar til indflytning i foråret 2018.

Vangeleddet skal ligge i Hundige Øst, nærmere bestemt Vangeleddet 9, og vil bestå af 24 individuelle boliger på 65 kvadratmeter med tilknyttede kontorer og fællesarealer.

Boligerne bliver indrettet sådan, at 24 voksne med udviklingsforstyrrelser kan bo der med egen indgang og samtidig have adgang til de medarbejdere og fællesområder, der er i bebyggelsen.

I denne uge valgte byrådet i Greve Kommune entreprenør Strømberg & Sahl til at stå for byggeriet, og kort efter mødtes ledere af kommune og entreprenør for at skrive under på kontrakten.

”Jeg ser frem til, at vores voksne med udviklingsforstyrrelser ikke behøver at blive sendt ud af kommunen og dermed væk fra deres familier, venner og vante rammer. Med Vangeleddet går et stort ønske i opfyldelse, så jeg er rigtig glad for, at vi kunne skrive under på kontrakten i dag,” siger Pernille Beckmann, borgmester i Greve.

Byggeriet på Vangeleddet vil vare ind til foråret 2018, hvor de første borgere kan flytte ind.

kontrakt-vangeleddet-greve-kommune-og-stroemberg-sahlKontrakten blev underskrevet af direktør Peter Kjærsgaard (til venstre), borgmester Pernille Beckmann fra Greve Kommune og direktør Mogens Nygaard fra Strømberg & Sahl (til højre).

Udskiftning af vinduer og energirenovering langhøjskolen

Rejsegilde på Langhøjskolen – Strømberg & Sahl afleverer 4 måneder før tid

Det var med stolthed, at Sebastian Sahl fra Strømberg & Sahl takkede håndværkerne, AI Gruppen, Rambøll, brugere og bygherre fra Hvidovre Kommune for samarbejdet om at skabe et bedre indeklima på Langhøjskolen i Hvidovre, da der tirsdag den 16. august blev holdt rejsegilde.

Som en del af den store renovering af klimaskærmen på skolen har Strømberg & Sahl bl.a. forestået energibesparende udskiftning af vinduer og isolering.

Samarbejdet har været så godt, at projektet bliver afleveret fire måneder før tid – noget som skoleleder Dorthe Gundmann udtrykte en meget stor tilfredshed med på vegne af skolens elever og lærere.

Hvidovre Kommunes borgmester, Helle Adelborg, takkede alle omkring projektet for en rigtig god løsning på indeklimaproblemerne og det høje energiforbrug.

Tomas Snog, chefarkitekt og partner i AI, gav udtryk for sin tilfredshed med det løsningsorienterede samarbejde omkring projektet.

Langhøjskolen er Strømberg & Sahls hidtil største projekt. Projektforløbet vidner om Strømberg & Sahls kompetencer inden for skolerenovering.

Se referenceblad for Langhøjskolen.

Helle Adelborg         Sebastian Sahl

Kontorombygning St. Kongensgade

Vi afleverer endnu en kontorombygning til atp Ejendomme

Strømberg & Sahl har ombygget og istandsat kontorlejemål i et 700 kvadratmeter lejemål på St. Kongensgade 1 for atp Ejendomme A/S.

Resultatet er et moderne, åbent og lyst kontormiljø.

Ved hjælp af løbende kontrol, skarpt tilsyn og en effektiv byggepladslogistik på en af de mest trafikerede adresser i centrum af København har vi udført arbejdet inden for den aftalte tidsramme.

Strømberg & Sahl har stor erfaring med ombygning af kontorer. Foruden St. Kongensgade 1 har vi i løbet af det seneste år moderniseret og ombygget Købmagergade 19 og Struergade 12 for CBRE samt Frederiksborggade 15 for atp Ejendomme A/S.

Se referenceblad med projektinfo.

Strømberg & Sahl søger projektleder

Projektleder søges

Entreprenørfirmaet Strømberg & Sahl A/S har vundet en række spændende byggeopgaver og søger derfor en erfaren projektleder.

Se hvad det kræver i stillingsopslaget.

Ansøgning og CV skal sendes til Projektchef Rasmus Mogensen på mail: rm@enss.dk. Der er ansøgningsfrist fredag den 15. januar 2016.

Har du spørgsmål til jobbet, er du også meget velkommen til at kontakte Rasmus Mogensen på telefon: 53 74 57 53.

Renovering indeklima og energi på Langhøjskolen

Energi- og indeklimarenovering

Med en byggesum på 45 mio. kr. skal Strømberg & Sahl forestå energi- og indeklimarenovering på Langhøjskolen for Hvidovre Kommune.

Det første spadestik er taget, og den endelige renovering forventes at være færdig i første kvartal af 2017. Arbejdet udføres, mens skolen er i brug.

Renoveringen af den ca. 9.000 kvadratmeter skole indebærer bl.a. udvendig efterisolering, renovering af tag og facader, udskiftning af vinduer og døre, renovering for PCB, fugtsikring i kælderen og nyt ventilationsanlæg.

Energi- og indeklimarenoveringen af Langhøjskolen skal bidrage til, at skolen opnår en bedre funktionalitet og driftsøkonomi, fordi skolens energiforbrug til bl.a. belysning, opvarmning, køling og ventilation minimeres.

Se referenceblad.

laerevaerelse-renovering

Renovering af lærerværelse

Strømberg & Sahl har fra august til oktober forestået en komplet renovering af lærerværelset på Greve Gymnasium.

Vi har bl.a. opført køkken, spiseområde, lounge og toiletter. Der har været stort fokus på detaljerne, og arbejdet er udført efter krav om en flot finish. Der er fx indkøbt specialfremstillet snedkerinventar til det nye lærerværelse.

Foruden lærerværelset har Strømberg & Sahl også opført en ny salatbar i kantinen og sat nye akustikpaneler på væggene i kantineområdet.

Arbejdet er udført i samarbejde med arkitektfirmaet Mangor & Nagel A/S, og projektet har en byggesum på 3,8 mio. kr.

Se referenceblad.

Renovering Valby skole

Helhedsrenovering af Valby Skole

Strømberg & Sahl forestår helhedsrenoveringen af Valby Skole for Københavns Kommune til en byggesum på 9,8 mio. kr.

I løbet af de næste 10 måneder skal de to gamle bygninger fra henholdsvis 1917 og 1920 fugtsikres. Der skal bl.a. etableres omfangsdræn for at afhjælpe fugtgennemtrængning i sokkel og fundament. For at afhjælpe de øgede regnvandsmængder, der kan ramme området, udføres der også et regnvandsmagasin syd for den ene bygning.

Indvendigt på skolen opføres der bl.a. en glasvæg for adskillelse af biblioteket mod aulaen, og dørene til klasselokalerne udskiftes. Faglokalerne, heriblandt fysik, design og håndværk, ombygges også. Der udføres desuden solfilm på alle vinduer mod syd, vest og øst.

Se referenceblad.

Opførelse af ny skolegård Hørsholm

Aflevering af nye skolegårde

Strømberg & Sahl er færdige med at etablere de nye udearealer (7.000 kvadratmeter) på Vallerødskolen og Usserød Skole for Hørsholm Kommune.

Vi har bl.a. opført nye legepladser, fx klatrestativer med faldunderlag, fodboldbaner, løbestier, pergolaer og ny beplantning, der er med til at give de mange børn en sjovere og mere aktiv hverdag.

Arbejdet er udført i samarbejde med NIRAS og til en byggesum på 2,9 mio. kr.

I 2014 renoverede vi desuden asfalten på de to skoler og etablerede nye cykelparkeringer.

Se referenceblad

Ombygning af kontor St. Kongensgade 1

Ombygning af kontorer

Strømberg & Sahl er netop begyndt ombygning og istandsættelse af kontorlejemål på St. Kongensgade 1 i hjertet af København.

Alle tværvægge, som tidligere adskilte de enkelte kontorer, rives ned. Det resulterer i et moderne kontormiljø i det 700 kvadratmeter store lejemål, hvor en del af de lette vægge udskiftes med glas for at skabe åbenhed og lys.

Det nye storrumskontor findes i en smuk gammel bygning tæt på Kongens Nytorv. Beliggenheden kræver, at Strømberg & Sahl planlægger en særlig byggepladslogistik i forhold til kørsel med materialer og affald. Samtidig sørger vi for at vise hensyn til bygningens øvrige kontorlejemål.

Strømberg & Sahl forestår ombygningen for atp ejendomme A/S, som vi de seneste år har udført flere kontorombygninger for, heriblandt Frederiksborggade 15, Amaliegade 43 og Dahlerup Pakhus.

Det nye kontorlejemål forventes at kunne indvies i december. Ombygningens byggesum er 6,2 mio. kr.

Jan Hansen

Projektleder vender tilbage

Strømberg & Sahl kan igen byde velkommen til 56-årige Jan Hansen, der netop er tiltrådt som projektleder.

Han har mere end 25 års erfaring med styring og koordinering af byggeprojekter og bliver hos os ansvarlig for at gennemføre hoved- og totalentrepriser til den aftalte tid og økonomi.

Målsætningen om at udføre kvalitetsbyggeri til konkurrencedygtige priser er ikke fremmed for Jan Hansen. Han har tidligere været ansat hos Strømberg & Sahl og har derfor et indgående kendskab til vores værdier og mission.

”Jeg er utrolig glad for at være tilbage og ser frem til at være med i udviklingen af Strømberg & Sahl, der fortsat har vokseværk. Det er dejligt uforudsigeligt at beskæftige sig med renovering. Der sker hele tiden noget, og det er spændende at møde udfordringer og løse dem til bygherres fulde tilfredsstillelse,” siger han.

Senest kommer Jan Hansen fra en tilsvarende stilling som seniorbyggeleder hos Christiansen & Essenbæk. Tidligere har han bl.a. arbejdet otte år som produktionsleder hos NCC Rasmussen & Schiøtz A/S.

Karina Frid projektleder

Karina Frid er ny projektleder

43-årige Karina Frid er tiltrådt som projektleder hos Strømberg & Sahl, hvor hun bliver ansvarlig for at gennemføre hoved- og totalentrepriser. Hun skal bl.a. varetage byggesagsstyring og aftaler med bygherrer og underentreprenører.

Den første byggesag, som Karina Frid bliver tilknyttet, er opførelsen af en ny tilbygning i to etager for Karlslunde Strandkirke med en byggesum på 7,6 mio. kr.

Karina Frid har stor erfaring med at styre og lede hovedentrepriser og kommer senest fra en stilling som byggeleder hos Juul & Nielsen A/S. Tidligere har hun arbejdet som projektleder i Focus2 A/S, tilbudsmedarbejder hos Elindco Byggefirma A/S og byggeleder hos Jönsson A/S.

Hun er uddannet bygningskonstruktør i 1998 fra Københavns Erhvervsakademi og har gennemført merkonomfag i virksomhedsøkonomi, virksomhedsorganisation samt ledelse og samarbejde.

Renovering af omklædningsrum Gyngemosegård

Renovering for Gladsaxe Kommune

For Gladsaxe Kommune har Strømberg & Sahl i løbet af fem uger renoveret kælderen i genoptræningscenteret Gyngemosegård på Mørkhøjvej 154.

Omklædningsrummet for personalets kvinder er blevet udvidet, og der er etableret en ny herreomklædning. Der er også etableret toiletter, bad og adgangsveje.

Se referenceblad og læs mere om, hvilke andre projekter vi har løst for den offentlige sektor.

Renovering af tagetage Sankt Josephs Hospital

Renovering af tagetage for Københavns Kommune

På bare en måned renoverer Strømberg & Sahl for Københavns Kommune tagetagen på det gamle Sankt Josephs Hospital i Købenavns Nordvestkvarter, der skal huse 14 borgere med sindslidelse.

Alle vægge, lofter, træværk, døre og vinduer males, og der lægges nye linoleumsgulve.

Der etableres også et nyt køkken og vaskeri. Samtlige eksisterende toiletter renoveres.

Se referenceblad

Karlslunde Strandkirke ny tilbygning

Tilbygning til eksisterende kirke

Strømberg & Sahl er netop gået i gang med en større byggesag for Karlslunde Strandkirke.

I løbet af de næste fem måneder skal vi opføre en ny tilbygning i to etager på 380 kvadratmeter til den eksisterende kirke.
Den nye tilbygning skal huse store og små mødelokaler samt kontorer.

Strømberg & Sahl sørger også for pæne udendørsarealer til den nye bygning med ny beplantning og græs.

Byggesum er 7,6 mio. kr.

Strømberg & Sahl har tidligere udført hovedentrepriser for kirker. Vi har fx tidligere restaureret Skt. Vincent Kirke i Helsingør,
hvor vi bl.a. forestod omfugning af hele kirken.

Flemming Kristensen

Ansvarlig for mindre byggesager

Flemming Kristensen er den 4. maj 2015 tiltrådt som projektleder hos Strømberg & Sahl. Han bliver ansvarlig for at styre og gennemføre de mindre byggesager i hoved- og totalentrepriser.

”Strømberg & Sahl er en virksomhed i vækst, som er innovative og gode til at tænke i nye baner – både når det gælder teknologi og udførelsesmetoder. Jeg ser frem til at blive udfordret fagligt og bidrage til den fortsatte vækst ved at aflevere byggesager til den aftalte pris, tid og kvalitet,” siger Flemming Kristensen.

En af de første byggesager, som Flemming Kristensen bliver ansvarlig for, er en renovering af lokaler på Griffenfeldsgade til borgere med sindslidelser for Københavns Kommune.

Senest kommer han fra en stilling som murermester og autoriseret kloakmester hos Kjær Knudsen A/S. Tidligere har Flemming Kristensen arbejdet hos Bang Nielsen A/S og Brdr. Andersen A/S i lignende stillinger. Inden da har han arbejdet som projektleder og byggeleder hos Skanska og Adserballe & Knudsen A/S.

Flemming Kristensen læser til bygningskonstruktør på Erhvervsakademi Sjælland, hvor han er færdig i juni 2016. Han er uddannet murer og kloakmester og har desuden en diplomuddannelse i ledelse fra Ingeniørhøjskolen.

Ny kvalitets- og arbejdsmiljøleder

Jette V. Dahl er tiltrådt i en nyoprettet stilling som kvalitets- og arbejdsmiljøleder hos Strømberg & Sahl. Vi har konstant fokus på sikkerhed og tilrettelæggelse af processer, og med hendes tiltrædelse sætter Strømberg & Sahl ekstra fokus på området.

Jette V. Dahl kommer til at varetage kvalitetssikring og arbejdsmiljø på igangværende og nye entrepriser. Hun bliver bl.a. ansvarlig for at rådgive, supportere og kontrollere byggepladser med henblik på at sikre overholdelse af de gældende regler på områderne kvalitet og arbejdsmiljø.

Hun får også ansvaret for 1- og 5-års-gennemgang på entrepriser, ligesom hun skal varetage arbejdet med garantier.

Senest kommer Jette V. Dahl fra en tilsvarende stilling hos Kjær & Lassen A/S, hvor hun var i otte år. Tidligere har hun været ansat hos C.C. Brun, hvor hun har deltaget i tilbudsarbejde og været ansvarlig for kvalitets- og sikkerhedsarbejde. Inden da var hun hos Skanska som byggeleder, ligesom hun i 18 år var byggeleder hos MT Højgaard.

Jette V. Dahl er uddannet arbejdsmiljøkoordinator i projekterings- og udførelsesfasen samt teknisk assistent.

Praktikant web

ENSS uddanner næste generation

25-årige Camilla Nissen fra Amager, der til daglig læser til bygningskonstruktør på Københavns Erhvervsakademi, er startet i praktik hos Strømberg & Sahl. Her skal hun i fem måneder prøve kræfter med arbejdet i et entreprenørfirma.

”Hos Strømberg & Sahl får jeg et større indblik i, hvordan det er at være projektleder i en entreprenørvirksomhed, og hvad det kræver. Det giver noget helt andet at få lov til at møde og samarbejde med bygherre og underentreprenører,” siger hun og fortsætter:

”Det vi lærer på studiet er ikke altid helt opdateret i forhold til erhvervslivet. For eksempel i forhold til hvordan man laver byggetegninger. Det giver mig en større sikkerhed at være i praktik og få lov til at prøve kræfter med arbejdet i virkeligheden.”

I løbet af praktikperioden skal Camilla Nissen rundt i hele virksomheden og prøve kræfter med alle aspekter fra projektledelse og kvalitetssikring til salgs- og tilbudsarbejdet.

”Jeg får lov til det hele. Jeg er med til at lave sagsdokumenter, tidsplaner og tegninger og skal være med til at kvalitetssikre byggeriet. Jeg er med ude på byggepladserne for at sikre, at reglerne overholdes og lave fotodokumentation. Desuden får jeg erfaring med byggepladsens plan for sikkerhed og sundhed, der er med til at sikre et godt arbejdsmiljø. Jeg får også indblik i arbejdet i tilbudsafdelingen og de økonomiske aspekter i byggeriet,” fortæller hun.

Camilla Nissen skal i løbet af de fem måneder være med til at udføre arbejdet fra a til z på en ny byggesag, hvor en ældre villa skal rives ned og opføres på ny.

”Der er mange bolde i luften hos Strømberg & Sahl, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg er sikker på, at jeg står meget stærkere efter min praktik,” siger hun.

For Strømberg & Sahl er det vigtigt at tage aktiv del i uddannelsen af næste generation:

”Vi er nødt til at tænke på fremtiden og gøre vores til, at den næste generation bliver godt rustet til at lede større byggesager. Vi vil gerne bidrage til at uddanne de unge i branchen og sikre en høj faglighed. Det er en vigtig samfundsopgave,” siger Peter Rasmussen Lyhne, direktør i Strømberg & Sahl, og fortsætter:

”Du kan ikke læse dig til, hvad man skal kunne i vores branche. De unge kan kun lære det ved at være i branchen i praksis. Den opgave tager vi gerne på os.”

Klaus M. Hansen web

Ny tilbudschef

Klavs M. Hansen er tiltrådt i en nyoprettet stilling som tilbudschef hos Strømberg & Sahl. Her bliver han ansvarlig for beregning af total- og hovedentrepriser, tilbudsgivning samt at indgå kontrakter med bygherrer og underentreprenører.

Med mere end 11 år som beregner i forskellige entreprenørvirksomheder har Klavs M. Hansen en stor og solid erfaring med bl.a. udbudsmateriale, indhentning og færdiggørelse af tilbud, aftaler med bygherrer og overdragelse af byggesagerne til projektlederne.

Senest kommer han fra en stilling som beregner hos Kjær & Lassen A/S. Tidligere har han bl.a. arbejdet som tilbudsansvarlig, beregner og planlægger hos Brødrene A. & B. Andersen A/S, TN Entreprise A/S og CEG A/S. Desuden har han mere end seks års erfaring som byggeleder hos CEG A/S og Winther & Vedel A/S.

Klavs M. Hansen har en baggrund som murer og er senere uddannet byggetekniker fra Byggeteknisk Højskole i Haslev. Han har, foruden en lang række efteruddannelser, gennemført Byggeriets Lederuddannelse fra Erhvervsskolen Nordsjælland.

Christian Hauer web

Ny projektleder

Christian Hauer er tiltrådt som projektleder hos Strømberg & Sahl. Han har mere end 20 års erfaring med styring og koordinering af byggeprojekter. Christian Hauer får ansvar for at styre og gennemføre byggesager i hoved- og totalentrepriser.

Senest kommer han fra en stilling som projektleder hos Kjær & Lassen A/S, hvor han i otte år var ansvarlig for total- og hovedentrepriser. Tidligere har han bl.a. arbejdet som byggeleder i ELINDCO Byggefirma A/S og KPC Byg A/S.

Det første byggeprojekt, som Christian Hauer skal varetage, er en ombygning og modernisering af en treetagers erhvervsejendom på Købmagergade for erhvervsmægleren CBRE.

Christian Hauer er uddannet teknikumingeniør fra Københavns Teknikum og merkonom i administrative systemer.