Et godt samarbejde er vejen til succes

Patrik Søgart og Sebastian Sahl

Med en vækst på 123 procent i forhold til årsregnskabet i 2010 er Strømberg & Sahls faste samarbejdspartner, P. Andersen & Co. ApS, netop blevet kåret som gazellevirksomhed 2014. Gazelle er Børsens betegnelse for en hurtigvoksende virksomhed, som minimum har fordoblet sin omsætning over en fireårig periode.

Som autoriseret el-installatør er P. Andersen & Co. en af Strømberg & Sahls faste samarbejdspartnere og løser klassiske el-opgaver, når Strømberg & Sahl fx ombygger kontorer for ATP Ejendomme og butikker for SSP i Kastrup Lufthavn.

At kunne levere kvalitetsbyggeri til tiden er en af Strømberg & Sahls kernemålsætninger. P. Andersen & Co. er en mindre virksomhed med fem ansatte, men har alligevel formået at leve op til Strømberg & Sahls forventninger.

”Strømberg & Sahl har troet på, at vi kunne håndtere de store ordrer, selvom vi er en lille spiller på markedet. Det er altafgørende, at vi kan finde ud af at aflevere til tiden – og det kræver nogle gange, at vi inddrager aften- og weekendarbejde. Vi har vist, at selvom vi er en lille virksomhed, så kan vi sagtens løfte store opgaver og levere samme gode kvalitet,” siger direktør i P. Andersen & Co., Patrik Søgart.

Det gode samarbejde med Strømberg & Sahl er medvirkende til succesen hos P. Andersen & Co.

”Strømberg & Sahl har uden tvivl været med til at styrke os. De har været med til at løfte vores virksomhed, fordi de har givet os chancen. Jeg var kun 24 år, da jeg startede i 2009, så John og Sebastian fra Strømberg & Sahl har været mentorer for mig og taget mig under deres vinger,” siger Patrik Søgart og fortsætter:

”Strømberg & Sahl arbejder målrettet på at komme fremad, og det kan vi mærke – også på antallet af sager, vi kan byde på. Kommunikationen kører super godt, og der er altid styr på alt fra starten af, fordi de er gode til at planlægge og sørge for, at der ikke er noget, som halter. Og så er de en meget fair og reel samarbejdspartner.”

 

Der er lukket for kommentarer.